At arbejde hos Aston Martin Lagonda

posted in: Inside stories | 0

Så fik jeg foden indenfor og blev ansat som udviklingsingeniør i Body afdelingen. Jeg kan huske interviewet og de første gange jeg gik ind i hovedbygningen. Meget imponerende og jeg fik virkeligt følelsen af at jeg var med til at skabe nogle af de smukkeste biler i verden.

Jeg var ansvarlig for at at sikre funktionaliteten af nye komponenter/systemer når de ca. 50 ingeniører, der var ansat i afdelingen, havde eller var i gang med at udvikle nye komponenter eller enheder. Derved opnår man at produktet selvfølgelig ser rigtigt godt ud, men også at det rent funktionelt blev vurderet til 10 ud af 10. Det dejlige ved dette job var at vi kunne sidde og diskutere den specifikke problemstilling over computeren/i mødet og for at komme videre skulle der laves nogle fysiske test.

Et eksempel kunne være: “Feel and haptics of centre console” når man åbner det. Se det som et almindeligt horisontalt låg der selvfølgeligt ikke må flyve op under sammenstød, skal operere med en simple jævn bevægelse og være selvåbnende idet man har trykket på en knap. Den bevægelse skal vælre dæmpet og kontrolleret med en jævn hastighed. Det opnår man med en urfjeder og en rotationsdæmper. Problemet er jo så idet låget åbner sig flytter “center of gravity” sig og den sidste halvdel af åbnings vinklen vil låget accelerere. Som sagt det var diskussionen og hvad går man så? Ja jeg fik 1:1 tegninger på det hele: Materialer, vægt og position af C of G, gik ned i prototypeværkstedet og lavede en prototype!!

De indledende skitser

 

Som det nok kan forstås lavede jeg altid et par prototyper: En der repræsenterede ingeniørernes ønsker og dernæst en der påviste hvad jeg så som værende bedst mulige løsning (generelt noget bedre og jeg fik for det meste ”solgt” denne til ledelsen). Det indebar jo også altid en masse test (som nævnt repræsenterede jeg jo kunden) i diverse klima kamre. Et meget lærerigt arbejde med en stor berøringsflade, fra folk på produktionslinjen til CEO Dr. Ulrich Bez. Selve organisationen fandt jeg yderst tilfredsstillende at arbejde i. Der var altid en meget god forståelse af hvad ens ansvar var og hvad det ikke var og en aftale var en aftale. Der var ikke behov for at skrive noget ned, vi vidste alle hvad det krævede af os og der var absolut ikke noget der faldt ned mellem stolene. Der var en respekt på alle niveauer som gik hele vejen rundt og vi sørgede alle for at levere (accountability).

Jobbet indebar selvfølgelig at man skulle køre i bilerne så man skulle verificeres af en køreinstruktør for at få lov til det. Så jeg blev booket en dag på Milbrook Proving Ground og fik udleveret en DB7 V12 manuel. Jep det var lidt skræmmende i starten; man ville jo nødigt dumpe og ikke få lov til at køre i bilerne. Det gik jo også fint på de tre testområder: High speed bowl (den store cirkle I kan se på nedenstående billende) , braking straights, hill road track (det hvor James Bond crasher sin DBS i Casino Royale).

Milbrook Proving Ground

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så havde jeg fået mit Aston Martin kørekort dvs. at jeg havde tilladelse til at køre on site, teste bilerne på banen, transportere biler fra site til eksterne test huse osv. Og vigtigst at alt; jeg kunne køre langtidstest på offentlig vej. Der var hele tiden modeller der var under udvikling så det var meget vigtigt at få nogle miles på dem (prototyper), inden produktionen startede. Aftalen var at man kunne låne dem en aften/weekend (fri benzin selvfølgelig), men så var man også “tvunget” til at køre 300 miles på en aften og 1000 miles på en weekend. Hårdt, ja jeg ved det godt. En lille erindring; jeg skulle hjem til min brors barns barnedåb over en påske første gang jeg fik lov at låne en bil til privat brug. En vinrød DB9 Volante med beige læder interiør og egetræ paneler.

Prøvetur i en DB9 Volante

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I denne bil dækkede jeg små 3.500km over en påsken. Hold da fast en god påske hele vejen igennem UK, med færgen Dover Calais, Frankrig, Holland, Tyskland og hjem til Danmark. Perfekt bil til sådan en tur det må man jo nok anerkende.

 

Skriv et svar